Forretningsbetingelser for TrainClaims ApS
1. Generelt
Disse forretningsbetingelser ("Betingelserne") regulerer forholdet mellem TrainClaims ApS ("TrainClaims"), CVR-nummer 46299299, Kalkbrænderiløbskaj 4, 2100 København Ø, og passageren ("Passageren") i forbindelse med indgivelse og håndtering af krav på kompensation for togforsinkelser i henhold til den gældende EU-forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser samt forordning (EU) 2021/782 af 29. april 2021 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (omarbejdning), og de til enhver tid gældende nationale regler om passagerrettigheder. Det retsgrundlag, der finder anvendelse på det konkrete krav, afhænger af rejsedatoen og det pågældende jernbaneselskab.
Ved at indsende og overdrage et kompensationskrav til TrainClaims accepterer Passageren disse Betingelser.
Overdragelse: Ved indgivelse af et krav overdrager Passageren sin fordring mod jernbaneselskabet vederlagsfrit og uden forbehold til TrainClaims i henhold til en særskilt overdragelsesaftale, som underskrives af Passageren i forbindelse med anmeldelsen af kravet til TrainClaims. TrainClaims agerer herefter i eget navn som retmæssig kreditor for kompensationskravet. Kompensationsbeløbet tilhører dog Passageren og afregnes i henhold til punkt 5.
Disse Betingelser gælder for sager anmeldt fra og med datoen angivet ovenfor. Sager anmeldt under tidligere betingelser behandles under de betingelser, der var gældende på anmeldelsestidspunktet.
2. Ydelser
Vi tilbyder følgende ydelser:
- Gennemgang og vurdering af oplysninger om Passagerens rejse og forsinkelse på baggrund af informationer indsendt af Passageren og på baggrund af Passagerens overdragelse af sit kompensationskrav til TrainClaims ApS.
- Indgivelse af kompensationskravet til det relevante jernbaneselskab
- Deltagelse i kommunikation med jernbaneselskabet, hvis dette måtte være nødvendiggjort af sagens omstændigheder
- Udfærdigelse og indlevering af stævning mod det relevante jernbaneselskab, hvis jernbaneselskabet ikke honorerer kravet inden den i den gældende EU-forordning og de nationale regler om passagerrettigheder fastsatte frist
- Udbetaling af den modtagne kompensation til Passageren
Vi forbeholder os retten til at afvise sager af enhver grund eller ingen grund eller som efter vores vurdering ikke har rimelig udsigt til at føre til kompensation, herunder hvis de åbenbart ikke opfylder betingelserne for kompensation i henhold til gældende forordning, sager hvor forsinkelsen er under den kompensationsudløsende tærskel i den relevante forordning, sager indgivet mere end 3 år efter rejsedatoen, af ressourcemæssige årsager eller andre forhold hos TrainClaims eller sager der i øvrigt mangler den nødvendige dokumentation. TrainClaims påtager sig ikke at besvare henvendelser fra Passagerer, som har anmeldt og overdraget deres kompensationskrav til TrainClaims, og Passageren bliver derfor udelukkende informeret om sagens forløb, når Passageren modtager en udbetalingsmeddelelse.
3. Passagerens forpligtelser
Passageren indestår med sin anmeldelse og overdragelse af et kompensationskrav til TrainClaims:
- at alle oplysninger, der gives til os, er korrekte og fyldestgørende
- at Passageren har ret til at indgive kravet på kompensation som indehaver af en gyldig rejsehjemmel eller i henhold til fuldmagt fra en Passager med gyldig rejsehjemmel
- at Passageren ikke har indgivet samme krav direkte til jernbaneselskabet eller via en tredjepart
- at Passageren straks informerer TrainClaims, hvis jernbaneselskabet måtte rette direkte henvendelse til Passageren.
Passageren forpligter sig endvidere til ikke at indgå forlig, acceptere kuponer, vouchers eller anden kompensation, eller på anden måde disponere over kompensationskravet, så længe overdragelsen til TrainClaims er gældende.
Modtager Passageren kompensationsbeløbet direkte fra jernbaneselskabet, er Passageren forpligtet til straks at underrette TrainClaims herom og til at overføre ethvert beløb, der svarer til TrainClaims' afholdte udgifter i sagen.
4. Betaling
TrainClaims opkræver ingen betaling fra Passageren, uanset om jernbaneselskabet betaler før eller efter, der er indleveret stævning om kravet på kompensation, og uanset om jernbaneselskabet måtte blive frifundet for kravet.
TrainClaims betaler udgifterne til både retsafgift og advokatbistand og modtager til gengæld alle tilkendte sagsomkostninger og renter, der måtte tilkendes i forbindelse med retssagsbehandling eller kravet. Alle renter, herunder procesrente og morarente, af kompensationskravet tilfalder og tilhører TrainClaims, og Passageren modtager ikke nogen renter af kompensationsbeløbet. Kompensationsbeløbet (uden renter) selv tilhører Passageren og afregnes i henhold til punkt 5.
Hvis TrainClaims taber en retssag om et kompensationskrav, betaler TrainClaims endeligt retsafgiften og de sagsomkostninger, som jernbaneselskabet måtte være berettiget til i henhold til dommen. Passageren bliver ikke opkrævet noget beløb i anledning af sagen.
5. Udbetaling af kompensation
Når jernbaneselskabet udbetaler kompensationen til TrainClaims, overføres kompensationsbeløbet til Passageren senest 8 uger efter modtagelsen.
Passageren er ansvarlig for at oplyse TrainClaims om korrekte bankoplysninger til brug for overførslen af kompensationsbeløbet. Hvis overførslen ikke kan gennemføres som følge af manglende, ukorrekte eller forældede bankoplysninger, kontakter TrainClaims Passageren pr. e-mail. Beløbet holdes afsat af TrainClaims i 3 år fra modtagelsen. Henvender Passageren sig ikke inden udløbet af denne frist med korrekte bankoplysninger, bortfalder retten til udbetaling.
TrainClaims er ikke ansvarlig for forsinkelse med udbetaling, som skyldes mangelfulde, ukorrekte eller forældede bankoplysninger fra Passageren.
Hvis kompensationsbeløbet skal overføres til en udenlandsk bankkonto, betaler Passageren samtlige de med overførslen forbundne gebyrer, hvilke udgifter fratrækkes, før TrainClaims overførsel af kompensationsbeløbet til Passagerens bankkonto.
6. Behandlingstid
TrainClaims' sagsbehandlingstid afhænger af, hvornår det pågældende jernbaneselskab udbetaler kompensationsbeløbet, ligesom behandlingstiden afhænger af, om sagen skal behandles ved retten som følge af jernbaneselskabets manglende betaling.
TrainClaims kan ikke oplyse en nøjagtig sagsbehandlingstid, men Passageren bør forvente, at der kan gå 3–6 måneder fra kravet modtages til udbetaling kan ske. Sager, der kræver retssagsbehandling, vil have en væsentlig længere sagsbehandlingstid.
7. Fortrydelsesret og afslutning af samarbejdet
Passageren har ret til at fortryde denne aftale inden for 14 dage fra aftalens indgåelse uden angivelse af årsag, jf. forbrugeraftalelovens § 18. Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, aftalen blev indgået. For at udøve fortrydelsesretten skal Passageren inden fristens udløb underrette TrainClaims herom ved en utvetydig erklæring pr. e-mail til fortrydelsesret@train.claims. Fortryder Passageren aftalen, tilbageoverdrages kompensationskravet til Passageren, medmindre stævning allerede er indleveret.
TrainClaims vil afvise at behandle sagen, hvis det konstateres, at Passageren har afgivet urigtige oplysninger, eller hvis vi på et hvilket som helst tidspunkt i sagens forløb vurderer, at kravet ikke vil kunne føre til dom om kompensation.
Såfremt Passageren har afgivet urigtige oplysninger, og TrainClaims har afholdt udgifter til retsafgift og/eller advokatbistand, forbeholder TrainClaims sig ret til at kræve disse udgifter dækket af Passageren.
8. Ansvarsbegrænsning
TrainClaims påtager sig ikke noget ansvar for udfaldet af retssager om kompensationskrav og hæfter ikke for, at Passageren i sidste ende modtager kompensation fra jernbaneselskabet.
9. Behandling af personoplysninger
TrainClaims ApS er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som Passageren afgiver i forbindelse med anmeldelse og behandling af kompensationskravet.
Vi behandler Passagerens personoplysninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR) og den til enhver tid gældende danske databeskyttelseslovgivning. Oplysningerne anvendes udelukkende til håndtering af kompensationskravet og de hermed forbundne sagsbehandlingsskridt.
Har du spørgsmål til vores behandling af personoplysninger, er du velkommen til at kontakte os på ops@train.claims.
10. Lovvalg og værneting
Aftalen mellem TrainClaims og Passageren samt disse Betingelser samt ethvert forhold mellem TrainClaims og Passageren er underlagt og skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret. Enhver tvist og ethvert krav, som måtte opstå i forbindelse med aftalen mellem TrainClaims og Passageren eller disse Betingelser, eller som relaterer sig til eller udspringer af forholdet mellem TrainClaims og Passageren, er underlagt de danske domstoles eksklusive jurisdiktion og skal anlægges ved Københavns Byret som første instans. Aftalen om værneting gælder dog ikke i det omfang, at ufravigelige regler vedr. værneting i forbrugerforhold er til hinder herfor.
Al kommunikation mellem TrainClaims og Passageren skal foregå på dansk.